Danmark skal være klimaneutralt allerede inden 2040

Mens verdens ledere mødes til COP26 i Glasgow, vil SF have den danske regering til at vise vejen mod klimaneutralitet allerede i 2040.

Den seneste rapport fra FN’s klimapanel understreger nemlig, at hurtigere klimaneutralitet er en af nøglerne til at komme i mål med at bekæmpe klimaforandringer.

– Vi er nødt til at sætte tempoet op. Vi er nået langt i Danmark, men vi må også bare erkende, at vi er nogle af dem, som forurener allermest i verden, så vi er nødt til at tage et større slæb, siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.

SF frygter dog, at et enøjet blik på 2030-målet kan betyde, at vi ikke i tide får truffet de beslutninger, som er nødvendige for at blive klimaneutrale. Det gælder eksempelvis dybt nødvendige og langsigtede investeringer såsom massiv udbygning af fossilfri energikilder, men også et stop for klimabelastende løsninger som naturgasfyr og benzin- og dieselbiler. Hvis klimaaftalerne udelukkende fastholder fokus på reduktionen i 2030, er der en overhængende risiko for, at den helt nødvendige, langsigtede omstilling vil blive overset.

SF foreslår derfor, at der sideløbende med de nuværende klimaplaner forhandles om de tiltag, der skal åbne for klimaneutralitet inden 2040, samt at regeringen og Folketinget i 2022 laver en plan for, hvordan målet nås. Planen kan ikke afdække alle tiltag, men skal først og fremmest sætte fokus på de beslutninger, der haster, og som kan blokere for tidlig klimaneutralitet, hvis de ikke træffes.

Fem indsatser, der haster, hvis vi skal sikre klimaneutralitet før 2040

Markant udbygning af vindmøller og solceller samt el-nettet:

SF ønsker, at der straks udarbejdes en plan for, hvordan vi får 10-15 GW mere vindmølle- og solcellekapacitet i 2030 end planlagt. I løbet af 2022 skal det vurderes, hvor stor en del af denne kapacitet, der skal sættes i værk. Energi-øerne har eksempelvis en planlægningshorisont på op til 13 år, så det kan kun gå for langsomt med planlægningen. Det er langt bedre at have for meget end for lidt grøn strøm, og Danmark vil sågar kunne eksportere overskydende, grøn strøm i fremtiden. El-nettet skal udbygges, så vi ikke risikerer at bremse elektrificeringen af samfundet.

Meget mere klimaskov – nu!

Hurtigvoksende skov kan lagre en masse kulstof, men først for alvor efter 10-15 år. Derfor skal der plantes masser af skov NU, hvis vi skal være klimaneutrale i 2040. Det er også en forudsætning for, at det er bæredygtigt at øge brugen af træ i byggeriet massivt, hvilket bliver nødvendigt, hvis byggeriet skal blive mere klimavenligt. SF foreslår, at klimaskovfonden kickstartes ved at ubrugte midler – typisk adskillige mia. kr. – fra statsbudgettet hvert år i december overføres til fonden. En målsætning kunne være, at der i 2025 skal være etableret mindst 200.000 hektar mere klimaskov end allerede planlagt.

En høj og ensartet CO2-afgift:

SF vil have en aftale om en høj, ensartet afgift på CO2 og andre drivhusgasser, der annonceres hurtigst muligt og sikrer, at investeringer allerede nu indrettes efter den høj afgift. Mange af disse investeringer vil stadig være i brug frem mod 2040, så de skal være klimavenlige. Forhandlingerne om dette bør primo 2022 resultere i, at niveauet for afgiften meldes ud.

Stop for gas til opvarmning:

SF ønsker, at der indføres et omgående stop for nye gasfyr til opvarmning eller – hvis dette ikke kan lade sig gøre – som minimum en høj afgift på nye gasfyr, for at sikre at behovet for gas hurtigere kan dækkes af biogas og andre grønne gasser.

Haste-stop for nye benzin- og dieselbiler:

Nye biler, der anskaffes fra 2025 og frem, vil køre rundt på vejene frem mod 2040. De skal derfor helt overvejende være elbiler. SF ønsker et hurtigt forbud mod at købe nye person- og mindre varebiler, der kører på benzin og diesel. Såfremt EU forhindrer sådanne planer, bør afgifterne i stedet sættes markant op i 2026, når aftalen om grøn omstilling af transporten skal revideres.

Do you see content on this website that you believe doesn’t belong here?
Check out our disclaimer.