Giv nu kommunerne frihed til at hjælpe de ledige08-11-2021Jobcentret ender alt for ofte som en pølsefabrik, hvor alle får samme behandling, fordi det står i loven.

Det er på tide at give sagsbehandlerne frie rammer til at bruge deres sunde fornuft.Det mener Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører for SF.Der er brug for at undersøge, om ledige og udsatte kan blive behandlet bedre, få større indflydelse på deres eget liv og sag og komme tættere på arbejdsmarkedet, hvis vi løsner den bureaukratiske spændetrøje. Derfor bør regeringens næste frikommuneforsøg sættes i gang på beskæftigelsesområdet, mener SF.Forsøget skal i første omgang give tre kommuner frie hænder til at lægge regler og krav til side og i stedet kigge på, hvad der skal til for at hjælpe den enkelte borger tilbage på sporet.– Ledige og udsatte borgere bliver bombarderet med papirer og regler, og sagsbehandlerne har svært ved at se henover de høje stakke med sager, der bare venter på at blive behandlet. Det er ofte en umulig situation for alle parter. Derfor er der brug for at tænke nyt og give de dygtige sagsbehandlere mulighed for at se mennesket og vurdere, hvad der kan hjælpe, siger Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører for SF.Han peger på, at beskæftigelsesområdet er et af de mest detailregulerede områder i kommunerne. Og selvom ingen laver love og regler for sjov, så er der brug for nytænkning og inspiration til et system, der er mere i øjenhøjde med borgeren.Statsministeren har allerede sat gang i frikommuneforsøg på velfærdsområderne dagtilbud, ældre og folkeskolen. Nu bør det være de ledige og udsattes tur.– Regeringen har vist, at de er villige til at se muligheder i stedet for begrænsninger, og at de tør give kommunerne frihed til at skabe nye ideer. Det bør også komme ledige og udsatte borgere til gavn. Der er så mange, der føler sig klemt i systemet, som har brug for at blive set, hørt og forstået. Jeg tror på, at sagsbehandlere kan hjælpe mange flere, hvis vi giver dem mere frie hænder til at sikre borgerne den hjælp, der er brug for, siger Karsten Hønge.Han understreger dog samtidig, at frikommuneforsøgene ikke skal være en badebillet, som giver kommunerne lov til at lade indsatsen sejle eller forringe borgernes retssikkerhed.– Regeringen skal vælge kommuner, som har en ambition om at gøre det bedre, og det skal vi også forvente af dem. De skal lykkes med at forbedre borgernes oplevelse og få flere ind på eller tættere på arbejdsmarkedet, end de gør i dag. Der følger et stort ansvar med friheden, siger Karsten Hønge.SF foreslår, at regeringen går i dialog med interesserede kommuner, inden den beslutter, hvilke tre kommuner der skal have lov at blive sat fri.

Do you see content on this website that you believe doesn’t belong here?
Check out our disclaimer.